Om os

Mød familien Krebs
Linen by Krebs er historien om Karin og Bent Krebs, parret bag det internationale tøjmærke REDGREEN og en række andre store, anerkendte brands – og om deres forelskelse i hør.
Karin og Bent Krebs har, siden de tegnede de første streger til det, der skulle vise sig at blive parrets første skjorte, haft en forkærlighed for hør. Hør er et materiale, der på én og samme tid forener ansvarlighed, naturlighed og velvære.
I parrets 40-årige karriere inden for modebranchen har hør ofte stået i skyggen af bomuld og strik. Det ærgrede Karin og Bent. I 2008 besluttede parret derfor, at det var tid til at lade hør stå alene. Parret stiftede Linen by Krebs, der med inspiration fra klitter, sand og vand designer tidsløse klassikere i 100 % hør.
I efteråret 2018 gik Bent bort. Det fik parrets datter, Mette Krebs, til at træde ind i Linen by Krebs.
Mette har, ligesom Karin og Bent, en stor forkærlighed for hør. Og så elsker hun at gøre tingene anderledes. En værdi, hun har taget med ind i Linen by Krebs. Her er der ingen faste strukturer eller rigide processer. Derimod er tilgængelighed omdrejningspunktet i Mettes måde at drive familievirksomheden på. Derfor er du også altid mere end velkommen til at ringe eller skrive, hvis du har spørgsmål eller særlige ønsker.
I dag lever Bent og Karins store passion for hør videre i Mettes planer for fremtiden.